Hvorfor have flere profiler på samme sociale netværk?

Jeg har efterhånden et pænt antal profiler på Twitter. Nogle er glemte; nogle er aktive. Ingen af dem har det samme indhold.

Det siges, vi lever i en selviscenesættende verden. Det siger de kloge psykologer i hvert fald, når de prøver at vikle hjernen rundt om hvorfor “de unge” bruger så meget tid på “skærmen” i stedet for at få noget “frisk luft”. Og det er der måske et gran af sandhed i.

Men jeg ville nu nærmere påstå, at vi altid har levet i en selviscenesættende verden; vi har bare fået værktøjerne til at gøre denne selviscenesættelse mere tydelig.

Selviscenesættelse illustreret med typisk revisor-grafik.
Selviscenesættelse illustreret med typisk revisor-grafik.

Og hvorfor bliver jeg nu ved med at sige “selviscenesættelse”, når det har en lidt beskidt klang? Det lugter umiddelbart af nogen, der prøver at være noget, de ikke er, i stedet for bare at være den, de er. Men lad os lige være ærlige et øjeblik, for der er to store problemer med den gammelmands-tolkning:

  1. Hvor mange af os har ikke anlagt en anden personlighed for at tilpasse os en situation eller et miljø, vi befinder os i?
  2. Hvem siger, at denne personligheds-tilpasning ikke er en ærlig afspejlning af “hvem vi virkelig er”?

Sidstnævnte gider jeg ikke engang bruge for meget energi på, for hvis man tænker for længe over det, så ender man i et dybt filosofisk hul om identitet, som hurtigt kan give grå hår.

Jeg lover, vi nok skal droppe det pseudo-psykologiske gøgl nu.
Jeg lover, vi nok skal droppe det pseudo-psykologiske gøgl nu.

Så lad os bare hurtigt sige, at vi vist alle har været skyldige i at ville fremstille os selv som noget mere eller større end vi egentlig er. Alle, der har prøvet at skrive et cv, ved hvad jeg mener.

Men det kan også sagtens være et udtryk for forskellige afkroge af vores personlighed. Der er en uhyre gammeldags forestilling om, at “du er dit job” — og det kan jeg egentlig godt se udtryk for på nogle af de kolleger i social-medie-rådgivnings-verdenen, jeg følger (her tænker jeg hovedsageligt på Twitter). De skriver næsten 100% udelukkende om deres arbejde.

I hvert fald på deres offentlige profiler. For lur mig om de ikke har “private” profiler, som den gængse offentlighed ikke ved eksisterer. Her har de nok mere luft til at give udtryk for deres andre interesser og holdninger … for sociale medier kan vel for fa’en ikke være deres eneste interesse i livet?

Det er ikke kun meta-navlepillere som mig, der holder sig stringent til ét fag: Se bare f.eks. politikere og mediefolk.

Når man holder sig til ét emne med sin profil, så har man større chancer for at få flere følgere og dermed bedre interaktion – for så ved folk, hvad de får.

Hvis man derimod begynder at stikke i både øst og vest med sin profil — her snakker jeg om havearbejde, men også om hvor god jeg er til poker og hvordan jeg bygger mine egne stjernekikkerter — så begynder profilen straks at blive lidt udvandet. Jovist tegner den et omfattende billede af hvem denne person er som person. Men så er det personen frem for interessen, der kommer i fokus.

De fleste personer har ikke kun én personlighed. Og hvis de har, er de muligvis lidt kedelige.
De fleste personer har ikke kun én personlighed. Og hvis de har, er de muligvis lidt kedelige.

Jeg har selv mange forskelligartede interesser og jeg kunne hurtigt se ideen i at opdele min Twitter-sfære i forskellige personligheder. Således har jeg @TorbenFrost til dansksprogede kommentarer og social-medie-meta-navlepilleri, men også @SQHistorian til (primært) min computerspils-personlighed og @AlchemyDK til min musiksmag.

Bagsiden ved at kompartmentalisere ens social-medie-tilstedeværelse på denne måde er, at disse profiler begynder at tiltrække deres egne publikummer — og dermed er det pludselig tre gange så meget arbejde at vedligeholde ens sociale medier som det var før. Så hvis man ikke er all-in på det, så begynder en eller flere af disse alternative profiler ofte at dø hen.

Når man ikke har opdateret i et stykke tid, begynder man naturligt at blive alt for tilbøjelig til at udskyde en opdatering i længere og længere tid … ind til profilen mere eller mindre er afgået ved døden.

Multiprofiler på Instagram! Woohooo!
Multiprofiler på Instagram! Woohooo! (billedkilde)

Jeg skriver dette indlæg fordi det for nylig gik op for mig, at Instagram endelig har fået den funktion, jeg har gået og sukket efter i flere år: Evnen til at skifte mellem profiler fra app’en! Tidligere skulle man en lang og kedsommelig dans igennem med at logge ud af den ene profil og logge ind på en anden, i stedet for at kunne skifte let og elegant som man kan i de fleste Twitter apps.

Instagram mangler stadig lidt med deres funktion — f.eks. kan man ikke skifte når man har taget et billede, og man kan ikke fyre et billede af på flere profiler samtidig — men for mig er det et skridt i den rigtige retning!

Det betyder for det første, at personer, der varetager virksomheders Instagram, ikke længere behøver være bekymrede for at komme til at uploade et billede til den forkerte konto (det er sket for mig!). For privatpersoner betyder det, at “selviscenesættelsen” — eller opdelingen af vores personligheder — er blevet lettere end før.