YouTubes copyright-system er en kamparena hvor de rigeste vinder

Lad os være ærlige: YouTube er en fantastisk idé. Inden YouTube kom frem, var video på nettet noget dybt besværligt møg. Meget af det havde selvfølgelig med vores båndbredde-hastighed at gøre, men brugervenligheden var bestemt heller ikke i top.

I dag kan alle og enhver få deres egen YouTube-kanal og frit lægge videoer op i alskens formater uden at skulle bekymre sig om codecs, framerates, og alt det der. Det anslås, at der uploades omkring 300 timers video på YouTube om dagen — og den statistik var fra slutningen af 2014.

Kan I huske RealAudio?
Kan I huske RealAudio i 1990’erne? Vi er kommet meget langt siden da.

Men YouTube har sine egne problemer. De udspringer af en langt større problematik om copyright på internettet, som simpelthen er så kæmpestort, at man taber pusten af bare at tænke på det.

Kort fortalt, så har folk et problem med, at indhold, som de har copyright på, bliver spredt gratis på nettet uden deres tilladelse og uden at de får penge for det. Det er selvfølgelig forståeligt nok.

Men nogle af de tiltag, der er blevet sat i verden for at forhindre dette, kan beskrives som nær-psykopatiske. Specielt de store virksomheder i film- og musikindustrien har efterhånden prøvet det ene halvhjernede tiltag efter det andet for at “bekæmpe piratkopiering” — uden, tilsyneladende, at sætte sig ind i hvordan internettet egentlig fungerer.

Forsøg på at appelere til internetbrugeres moral virker ikke, så nu går ophavsindehavere efter andre metoder.
Tidligere forsøg på at appelere til internetbrugeres moral havde ingen virkning — faktisk stik det modsatte — så nu går ophavsindehavere efter andre metoder.

Desværre er content providers som YouTube nødt til at gøre et eller andet for at beskytte folks copyright. Og faktisk gør de ret meget.

Fordi vi har med Google-magi at gøre, så kan YouTube automatisk gå ind og finde ud af, om der bliver brugt copyrightet musik i en video, eller om en video indeholder scener fra copyrightet film, og enten “flagge” dem eller underrette ophavsindehaverne.

Ophavsindehaverne kan så gå ind og anmelde videoen som brud på deres copyright — og det kan de i øvrigt gøre på enhver video, de synes, der bryder deres copyright. Og når vi har med store firmaer som Sony, Warner, etc. at gøre, så kan I bide spids på, at de har hele afdelinger af virksomheden til at sidde og lave intet andet end at finde videoer, de mener er fy.

Problemet kommer så når en person får smidt en copyright notice i hovedet — altså en henstilling fra YouTube om at videoen bryder copyright.

For hvis det viser sig at være usandt — eller hvis klippet af filmen/musikken/spillet/whatever var en del af den såkaldte “fair use” klausul i amerikansk lovgivning, dvs. i forbindelse med en anmeldelse — så har personen, der har lavet videoen, et overordentligt problem med at modbevise denne copyright notice.

Og bliver denne ulighed i magt misbrugt? Det kan I tro, det gør.

Spiludviklere, der er uenige i online-anmelderes bedømmelser; musikudgivere og filmselskaber, der bliver stødt over parodier og latterliggørelse af deres materiale …

Der behøver ikke at være nogen decideret god grund til at kaste rundt om sig med copyright notices, for copyright-loven er så kringlet og ærlig talt forældet, at det nu er blevet en tåget smagssag om der rent faktisk er tale om brud på copyright eller ej.

Men de store selskaber har ikke tænkt sig at søge andre alternativer for bedre at beskytte deres indhold — f.eks. via Creative Commons-licenser, der på alle leder og kanter er bedre end de gammeldags copyright-instanser — fordi, guess what? Der er penge at hente i søgsmål om copyright-brud. Uanset om de er retfærdige eller ej.